Følgende stilarter indenfor traditionel japansk kampkunst trænes i Seishinkan dojo, der er Nippon Budoin Seibukans danske afdeling.
Yoshinkan aikido
Yoshin ryu bu-jutsu
Okinawa Goju ryu karatedo
Mugai ryu iai heido
Shinto Muso ryu jodo
Nippon Budoin Seibukan har hovedsæde i Nobeoka, Japan og er skabt og ledet af Kai Kuniyuki Taishin.
Budo-Bujutsu:
Først og fremmest skal man gøre sig opmærksom på forskellen mellem Budo og Bujutsu.
"Bu" er en handling eller en følelse, hvorved man forsøger at beherske andre menneskers måde at overfalde et menneske på. Der er nogle, der mener, at "Bu" er en måde at forsvare sig imod et helhjertet angreb. Denne påstand stammer fra den som nidkært henholder sig til analysen af tegnskriftet for "Bu".
"Jutsu" er et begreb, der bedst oversættes som teknik. Deraf følgende er "Bu-jutsu" de praktiske teknikker, såvel fysiske som mentale, hvorved man agter at opnå den ønskede kontrol. Begrebet "Do", som betyder vej, opstår derimod først, når man har gennemgået de to førhen nævnte stadier, nemlig "Bu" og "Jutsu"; man sætter sin tekniske kunnen og følelsesmæssige egenskaber i forbindelse med den verden, man bevæger sig i.
"Do" er en selvbevidstgørelsesproces. "Do" er en livsfilosofi, med hvilken man opbygger en human og hensigtsmæssig holdning til omverdenen gennem ”Bu-jutsu”.
"Budo" kan siges at være en personlig metafysisk videreudvikling af "Bu-jutsu".
Budotræning:
I al budotræning er det vigtigt at følge en tre-delt udviklingsproces: Shu-Ha-Ri
Shu: Betyder ”at forsvare eller opbevare”
På begynderstadiet skal man stræbe efter at lære alt, hvad der kan læres indenfor den pågældende stilart. Man stiller ingen spørgsmål, man tager alt til sig af det tekniske og det mentale, og man prøver at efterligne alt til mindste detalje. Formålet er at kopiere sin lærer og blive lige så dygtig som ham/hende. Hvis man ikke dedikerer sig til sin træning kommer man aldrig ud over dette stadie – de gør de færreste. Man vil dog altid løbende vende tilbage til dette niveau, da ens lærer også udvikler sig, og man vil derfor hele tiden vil have mulighed for at lære af en kompetent lærer. Dette stadie varer typisk 10 til 20 år.
Ha: Betyder ”at løsrive eller bryde ud”
Efterhånden som træningen på ”Shu”-niveauet gør fremskridt, begynder kroppen også at vænne sig til de hensigtsmæssige Budo bevægelser, som - for mange af os - ikke har så meget til fælles med vores vante, dagligdags kropshåndtering. Man begynder at lære sin krop bedre at kende. Man begynder også at sætte spørgsmålstegn ved diverse aspekter af Bujutsu og Budo for der i gennem at få dybere indsigt. Dette gælder på alle niveauer: fysisk, mentalt og som "metodisk proces". Man begynder gennem en naturlig indsigt at udforske andre sider af budo end dem, der undervises i. Kun den dygtige og vedholdende budo-ka (budo-udøver), når til dette stadie. Dette stadie varer hele livet og så længe man bliver undervist.
Ri: Betyder "at forlade"
Ri er en sammenkobling af de to forudgående niveauer, hvor man sikker - både i ord og i handling - begiver sig på en rejse til påbegyndelse af sin egen Budo. Det er her nye stilarter og retninger skabes. Niveauet nås kun af de færreste, og dette efter en livslang søgen efter den sande vej. For de fleste mennesker er det aldrig muligt at nå dette stadie.